STIKORD – en spændende gætteleg om ord.

Stikord

Stikord er en spændende gætteleg om ord.
For 2 – 4 hold (3 – 8 deltagere)
Alder: fra 10 år.

Indhold:

1 spillebræt
288 kort med hemmelige meldinger –
144 lilla (niveau 1), 144 blå (niveau 2)
4 bogstavterninger
1 specialterning
4 spillebrikker
1 timeglas
4 scoringstavler
1 spillevejledning

Om spillet:

Hvert hold prøver at komme først rundt på spillebrættet ved at sende hemmelige meldinger til hinanden ved hjælp af en række stikord. Stikordene dannes ud fra terningkast med de fire bogstavterninger. Hvis f.eks. en spiller skal give sin holdkammerat den hemmelige melding “Frisørsalon”, og de fire kastede terninger viser bogstaverne “H, S, K, O”, kunne han/hun give disse stikord: »Hår Krølles« eller »Kam Og Saks« eller igen »Her Klippes Søren«.

Forberedelser:

Der vælges to deltagere til hvert hold. Hvert hold vælger en spillebrik som sættes på START . feltet. Holdene får også en scoringstavle hver. Niveau 1 kortene kan bruges til de fleste spillere. Meget dygtige spillere foretrækker måske niveau 2, eller måske vil de bruge kort fra begge niveauer.Stikord

Spillet:

Der spilles efter tur i urets retning. De to deltagere på et hold skiftes til at være afsender og modtager. Afsenderen giver stikord; modtageren prøver at gætte den hemmelige melding. Hvert hold bestemmer, hvem der først skal være afsender. Afsenderen fra hvert hold kaster specialterningen på skift. Den, der får det højeste tal, begynder. Stjernen (★) på tegningen gælder som det højeste tal.

Første afsender tager det øverste kort i bunken med hemmelige meldinger og kaster specialterningen. Det kastede tal viser, hvilken af meldingerne på kortet der skal sendes. Hvis terningen viser stjerne (★), må afsenderen vælge, om han/hun vil sende meldingen med stjernen på kortet (BONUSMELDING) eller en af de andre fire meldinger.

Hvis modtageren gætter meldingen med stjernen, giver det ret til at flytte 2 ekstra felter (se BONUSMELDING på scoringstavlen).

Afsenderen fortæller modtageren, hvilken kategori meldingen tilhører (PERSON, STED, TING eller BEGIVENHED) og, om kategorien er et egenavn (mærket EN).

Hemmelige meldinger – Kategorier:
  1. En betegnelse for en PERSON (blikkenslager, borgmester, roligan) eller et egenavn- et navn på en virkelig person (død eller nulevende) eller en fiktiv person (f.eks. Snehvide).
  2. En betegnelse for et STED (strand, restaurant, gade) eller et egenavn – et navn på et virkeligt eller fiktivt sted (f.eks. Løkken, Edens Have).
  3. En betegnelse for en TING, genstand plante, dyr, stof, uhåndgribelig ting eller begreb (f.eks. bold, mælkebøtte, skildpadde, sand, regnskab, kærlighed).
  4. En betegnelse for en BEGIVENHED, hendelse, aktivitet (f.eks. sammenstød, 90-års fødselsdag, hækkeløb) eller et egenavn, navnet på begivenheden, aktiviteten etc. (f.eks. Århus Festuge, Sjælland Rundt).
  5. BONUSMELDING Frit valg (Se ovenfor).

Afsenderen ser på kortet med den hemmelige melding uden at vise det til de andre, kaster de 4 bogstavterninger, sætter timeglasset i gang og giver stikord.

Sådan sender man stikord:

Afsenderen må kun bruge ord, der begynder med de bogstaver, terningerne viser, og hvert bogstav må kun bruges én gang. Afsenderen giver 1 til 4 stikord, som på en eller anden måde giver den hemmelige melding videre til modtageren.
For eksempel: med bogstaverne “D, E, B, R”, kunne man videregive meldingen “KLOKKE” med følgende stikord: »Det Ringer« eller »Efter Bokse Runde« eller »RRiiing!«.

Hvis en eller flere af terningerne viser to bogstaver, kan man bruge enten et af dem eller begge – Men stadigvæk højst 4 ord i alt. En stjerne (★) betyder frit valg, dvs. man bestemmer helt selv, hvilket bogstav man vil bruge.

I stikordene må der ikke indgå ord eller dele af ord fra den hemmelige melding.

Holdene kan aftale, om der må bruges fremmedord og slang – og evt. også hjemmelavede ord.

Holdet har to minutter til at give stikord og gætte. Hvis tiden tillader det, har man op til tre forsøg til at gætte den hemmelige melding. Et forsøg består af et terningkast og tilsvarende stikord fra afsenderen – og et gæt fra modtageren. (Hvert yderligere gæt tæller som ekstra forsøg) NB: Alle fire terninger skal kastes hver gang.

Hvis afsenderholdet gætter rigtigt, har det scoret og må flytte spillebrikken frem på pladen. (Se scoringstavlen).

Hvis afsenderholdet gætter forkert tre gange, eller tiden er udløbet, har hvert modstanderhold en chance umiddelbart efter. Gættes der rigtigt, flytter det scorende hold 2 felter frem. (Se scoringstavlen).

Derefter lægges kortet med den hemmelige melding tilbage nederst i bunken, og spillet går videre til afsenderen for det næste hold.

ET- ET er en situation, hvor afsenderen efter første terningkast giver stikord på kun ét ord, og modtageren klarer den hemmelige melding i første gæt. Hvis et hold klarer en ET- ETer, må de flytte 8 felter frem på brættet (Se scoringstavlen).

FRIT-FOR-ALLE, mærket »F« på brættet, giver modstanderholdene chancen for at score på afsenderholdets hemmelige melding, men det giver også afsenderholdet en chance for dobbelt scoring (Se scoringstavlen).

Hvis et hold har svaret rigtigt og lander på et FRIT-FOR-ALLE felt, får det straks en ekstra tur. Afsenderen trækker et kort, kaster terningerne, sætter timeglasset i gang og giver de første stikord. Modtageren og en fra hvert af de andre hold må gætte samtidig, men kun 1 gæt fra hver i hvert forsøg.

NB: Så snart modtageren har gættet – rigtigt eller forkert – er forsøget slut, og de, der ikke når at gætte før modtageren, mister således muligheden for at score.

i FRIT-FOR-ALLE kan afsenderen kaste terningerne indtil tre gange og afgive tilsvarende stikord tre gange indenfor de 2 minutter uden at det koster strafpoint. (Se scoringstavlen).

Hvis ingen gætter meldingen, før tiden er udløbet, spilles der videre efter de almindelige regler, turen går videre til næste hold. Hvis et hold lander på et »F« felt efter at have scoret i en FRIT-FOR-ALLE situation, får det ikke en FRIT-FOR-ALLE tur.

Slut på spillet:

Det hold, der først når MÅL- feltet, har vundet. For at flytte fra et stjernefelt (★) til MÅL-feltet, skal holdet score en ET- ETer.

Scoringstavle
Når et hold scorer (gætter den rigtige melding) skal deres spillebrik flyttes sådan:
Antal felter:
– melding gættet i første forsøg 4
– melding gættet i andet forsøg 3
– melding gættet i tredje forsøg 2
– melding gættet af modstanderhold 2
– BONUSMELDING (★) – flyt ekstra 2
– ET- ET (et stikord, første gæt) 8
– FRIT-FOR-ALLE Vundet af afsenderens hold 8
– FRIT-FOR-ALLE vundet af andre hold 4
Spil for 3 deltagere:

Deltagerne skiftes til at sende stikord. Mens den ene sender stikord, kappes de to andre om at gætte den hemmelige melding. Ligesom i spil for 2 – 4  hold kan afsenderen kaste terningerne indtil 3 gange og afgive tilsvarende stikord 3 gange, men modtagerne må gætte så meget de vil – indenfor  de 2 minutter.
I dette spil gælder »F« felter og stjernefelter som almindelige felter.
Den, der gætter rigtigt, kaster specialterningen og flytter så mange felter frem, terningen viser. Hvis terningen viser stjerne flyttes 5 felter frem.

God fornøjelse